Foredrag om moderskab, fællesskab og klassekamp med udgangspunkt i Dea Trier Mørchs roman
Den 2. november er det 50 år siden, forfatter og grafiker Dea Trier Mørch udgav romanen 'Vinterbørn' - en kollektivroman om 18 kvinder, som i vinteren 1974 er indlagt på Rigshospitalets afdeling for komplicerede graviditeter og fødsler. Bogen bygger på forfatterens egne oplevelser med at føde tre børn på fem år på samme hospital i årene 1970-1975.
I dette foredrag går historiker og forfatter Pernille Ipsen helt tæt på 'Vinterbørn'. Hvad var det for en åre i tiden, Dea Trier Mørch ramte med sin fortælling om kvinder og fødsler? Og hvorfor er der stadig så mange, der læser bogen i dag - et halvt århundrede senere?
Foredraget bygger på Pernille Ipsens kommende biografi 'Spring - Dea Trier Mørch i kunst og liv', som udkommer på Gyldendal.
Arrangeret i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening.